Aksemagterne
Aksemagterne, af deltagerne også kaldet Rom–Berlin–Tokyo-aksen, var en politisk og militær koalition, der under 2. Verdenskrig kæmpede mod De Allierede. De tre ledende aksemagter var Tyskland, Japan og Italien. De var overordnet enige om at ændre den internationale orden og udvide deres territorier, men samarbejdet var mindre tæt og langt mindre centralt organiseret end samarbejdet mellem de Allierede. Aksemagterne havde ikke en fælles overkommando eller institutioner, der i samme grad koordinerede deres udenrigs- og militærpolitik.[1]
Betegnelsen aksemagterne blev almindelig efter indgåelsen af Tremagtspagten mellem Tyskland, Italien og Japan den 27. september 1940. Pagten formaliserede samarbejdet mellem de tre hovedmagter og blev grundlaget for betegnelsen Rom–Berlin–Tokyo-aksen. De tre lande havde dog allerede samarbejdet gennem tidligere aftaler. Tyskland og Italien havde i 1936 etableret den såkaldte Rom-Berlin-aksen, mens Tyskland og Japan samme år indgik Antikominternpagten, som Italien tilsluttede sig i 1937. Den 22. maj 1939 indgik Tyskland og Italien desuden Stålpagten.[1]
Navnet "aksemagterne" (Achsenmächte) er afledt af det tyske ord Achse i betydningen "akse". Udtrykket går tilbage til den italienske diktator Benito Mussolini, der i 1936 beskrev forbindelsen mellem Tyskland og Italien som en akse mellem Rom og Berlin.[1]
Aksemagternes medlemmer
[redigér | rediger kildetekst]Ledende
[redigér | rediger kildetekst]De tre ledende aksemagter, som blev kendt som Rom–Berlin–Tokyo-aksen, var:
Tyskland og Italien var de vigtigste aksemagter i Europa, mens Japan var den dominerende aksemagt i Østasien og Stillehavsområdet. De tre magter havde forskellige strategiske mål og førte i vid udstrækning krig på hver deres krigsskueplads.[1]
Andre europæiske aksemagter
[redigér | rediger kildetekst]Fem europæiske stater tilsluttede sig senere den formelle aksealliance gennem Tremagtspagten:
- Ungarn – tilsluttede sig den 20. november 1940
- Rumænien – tilsluttede sig den 23. november 1940
- Slovakiet – tilsluttede sig den 24. november 1940
- Bulgarien – tilsluttede sig den 1. marts 1941
- Kroatien – tilsluttede sig den 15. juni 1941
Disse lande havde forskellige forhold til Tyskland og forskellige politiske og territoriale interesser. Flere af dem samarbejdede med Tyskland under Operation Barbarossa og deltog i krigen mod Sovjetunionen.[2][3]
Stater, der samarbejdede med Aksemagterne
[redigér | rediger kildetekst]En række andre lande samarbejdede militært eller politisk med Aksemagterne uden at være formelle medlemmer af den centrale aksealliance.
- Finland – Finland kæmpede sammen med Tyskland mod Sovjetunionen fra 1941 og frem, men underskrev ikke Tremagtspagten og regnes derfor normalt ikke som en formel aksemagt. Finland betragtede sig som krigsførende sammen med Tyskland med det formål at genvinde områder, der var gået tabt til Sovjetunionen under Vinterkrigen.
- Spanien – Spanien var under Francisco Franco ideologisk tæt på Tyskland og Italien, men forblev officielt neutralt og blev ikke medlem af Tremagtspagten. Spanien støttede dog på forskellige måder Tyskland under krigen, blandt andet gennem udsendelsen af Den Blå Division til østfronten.
- Thailand – Thailand blev i 1941 allieret med Japan og tillod japanske styrker at benytte thailandsk territorium. Landet erklærede senere krig mod Storbritannien og USA, men den thailandske regering og modstandsbevægelsen havde forskellige holdninger til samarbejdet med Japan.
Begrebet "aksemagter" bør derfor skelnes fra en bredere gruppe af lande, som på forskellige tidspunkter samarbejdede med Tyskland, Italien eller Japan. Især Finland og Spanien omtales undertiden som en del af "akselandenes" side, men de var ikke medlemmer af den formelle tremagtsalliance.[1]
Alliancens udvikling
[redigér | rediger kildetekst]Aksemagterne blev ikke dannet på én gang. Tyskland og Italien nærmede sig hinanden efter Italiens invasion af Abessinien i 1935 og de internationale sanktioner mod Italien. Den 25. oktober 1936 indgik de to lande en aftale om et tættere politisk samarbejde, der blev kendt som Rom-Berlin-aksen.
Tyskland og Japan havde allerede i november 1936 indgået Antikominternpagten, der var rettet mod Komintern og i praksis især mod Sovjetunionen. Italien tilsluttede sig pagten i 1937. I maj 1939 blev forbindelsen mellem Tyskland og Italien yderligere styrket gennem Stålpagten.[1]
Den 27. september 1940 underskrev Tyskland, Italien og Japan Tremagtspagten. Aftalen forpligtede blandt andet underskriverne til at støtte hinanden, hvis en af dem blev angrebet af en stat, som ikke allerede var involveret i krigen. Aftalen skulle blandt andet afskrække USA fra at blande sig i de europæiske og asiatiske konflikter.[1]
Samarbejdet mellem de tre hovedmagter forblev dog begrænset. Tyskland og Japan udvekslede blandt andet diplomatiske og teknologiske oplysninger, men deres geografiske afstand gjorde et tæt militært samarbejde vanskeligt. De enkelte aksemagter planlagde og gennemførte hovedsageligt deres militære operationer uafhængigt af hinanden.[1]
Krigen
[redigér | rediger kildetekst]Ved 2. verdenskrigs begyndelse var Italien endnu ikke direkte involveret i krigen. Efter Tysklands invasion af Polen den 1. september 1939 erklærede Storbritannien og Frankrig Tyskland krig, mens Italien i første omgang forholdt sig neutralt. Den 10. juni 1940 gik Italien ind i krigen på Tysklands side.[1]
Tyskland førte hovedsageligt krigen i Europa og mod Sovjetunionen, mens Italien førte krig i blandt andet Middelhavsområdet og Nordafrika. Japan førte siden 1937 en omfattende krig mod Kina og udvidede fra 1941 krigen til store dele af Østasien og Stillehavet.
Tyskland angreb Sovjetunionen den 22. juni 1941 under Operation Barbarossa. Finland deltog i krigen mod Sovjetunionen som tysk medkrigsførende, mens Rumænien, Ungarn og andre tyske allierede også sendte styrker til østfronten.[3]
Japan angreb Pearl Harbor den 7. december 1941, hvorefter USA gik ind i krigen. Den 11. december erklærede Tyskland og Italien krig mod USA. Dermed blev konflikten endnu mere global, og Aksemagterne kom til at kæmpe mod en koalition bestående af blandt andre Storbritannien, USA, Sovjetunionen og Kina.[3]
Aksemagternes nederlag
[redigér | rediger kildetekst]Aksemagternes sammenhold begyndte at bryde sammen i 1943. De Allieredes sejre i Nordafrika og på østfronten svækkede især Tyskland og Italien.[1]
Italien
[redigér | rediger kildetekst]Italien var den første af de tre hovedmagter, der forlod alliancen. I juli 1943 blev Benito Mussolini afsat, og den nye italienske regering indledte forhandlinger med de Allierede. Italien kapitulerede den 8. september 1943.
Tyske styrker besatte herefter store dele af Italien og befriede Mussolini, som oprettede den tyskstøttede Den Italienske Socialrepublik i Norditalien. De italienske og tyske styrker fortsatte kampen mod de Allierede i Italien indtil krigens afslutning.[1]
Rumænien, Bulgarien og Finland
[redigér | rediger kildetekst]Rumænien skiftede side den 23. august 1944, efter at Ion Antonescu var blevet styrtet. Rumænske styrker kæmpede derefter sammen med Sovjetunionen mod Tyskland.
Bulgarien skiftede side i september 1944 og erklærede krig mod Tyskland.
Finland indgik våbenstilstand med Sovjetunionen den 19. september 1944. Herefter fulgte Laplandskrigen, hvor finske styrker kæmpede mod de tyske tropper, der stadig befandt sig i Finland.[1]
Tyskland og Japan
[redigér | rediger kildetekst]Tyskland kapitulerede betingelsesløst i maj 1945. Dermed var den europæiske del af Aksemagternes krig afsluttet.
Japan fortsatte krigen alene i Asien og Stillehavet. Japan accepterede de Allieredes krav om betingelsesløs kapitulation den 14. august 1945, offentliggjort den 15. august, mens den formelle kapitulation blev underskrevet den 2. september 1945. Dermed var 2. verdenskrig afsluttet.[1]
Aksemagterne og Holocaust
[redigér | rediger kildetekst]Nazi-Tyskland var hovedansvarlig for Holocaust, men flere af Tysklands europæiske allierede deltog også i forfølgelsen og drabene på Europas jøder. Italien, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Slovakiet og Kroatien deltog i forskelligt omfang i forfølgelsen, deportationen og drabene på jøder. De europæiske aksemagters medvirken varierede betydeligt fra land til land og ændrede sig under krigen. Japan deltog ikke i Holocaust, selv om det japanske styre begik omfattende overgreb i de områder af Asien, som det besatte.[4]
Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 "Axis Powers in World War II". United States Holocaust Memorial Museum. Hentet 14. september 2026.
- ↑ "1940: Key Dates". United States Holocaust Memorial Museum. Hentet 14. september 2026.
- 1 2 3 "1941: Key Dates". United States Holocaust Memorial Museum. Hentet 14. september 2026.
- ↑ "Axis Powers and the Holocaust". United States Holocaust Memorial Museum. Hentet 14. september 2026.
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Den nye Salmonsen (1949) – Aksen, afsnit 56
- Lademanns Leksikon (1970) – Aksemagterne, side 87
- Alan Bullock: Hitler, Tyrannen og Tyranniet – Kort over Aksemagternes og vasalstaternes udvidelser, 1938-1942, bind 3, side 284-285.
- 2. Verdenskrig ATLAS, side 14-17 – Aschehougs Forlag, 2006, ISBN 87-11-30009-4.
 | Spire Denne artikel om 2. verdenskrig er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |  |